Hvor bor Ghita NørbyJeg bor på Palads Hotel, der førhen hed Missionshotellet. For mange mange mange år siden fik vi at vide, at vi skulle bo på Missionshotellet, og så tænkte vi, 'nå, tak ska’ du ha!’', men vi er aldrig blevet så godt passet på, aldrig har vi fået en kærligere og mere omhyggelig behandling end på Palads Hotel. Det er den samme familie, som har været her hele tiden, og Gerner, som ejer det hele, og hans svigermor, som vi alle kalder 'Mormor' er der Gud være lovet endnu, og de modtager os og spørger os, om der ikke er et eller andet, vi vil ha’? Kaffe og morgenmad varer til kl. 2 om eftermiddagen, fordi de ved, at vi lever i en helt anden rytme. Det er derfor, vi er her, og derfor vi rejser rundt, det er så barsk en rytme at rejse. Du bliver så nedslidt. Du skal passe på, du ikke bare ligger i en seng og glor på et hotelværelse, men går ud og oplever, for ellers kan du synke ned i Ekstrabladet og rødvin og så videre, det kræver meget selvdisciplin. 

Hvad laver du, når du er her?Her i Viborg, er der jo så fantastisk mange ting at gøre. For det første synes jeg, I har sådan nogle hyggelige butikker, og da jeg elsker at gå i butikker, så skal jeg igennem alle butikkerne. Det er så hyggeligt, og så er det jo altså også en fryd, når jeg kan se, at den lille ostemand her henne i starten af gågaden stadigvæk eksisterer. Det er jo en skøn lille forretning, de har der. Sådan er der mange gode forretninger. Og så har I jo cafeer, jeg var med til at indvie Morville, og det er jo et dejligt sted. Torvet er så hyggeligt, der er boder, og der er en fiskemand, og der er grønsager engang imellem. Jeg synes også, der er gode tøjforretninger, og der er så yndige forretninger med børnetøj, ja rigtige 'farmorforretninger' med noget rigtigt dyrt børnetøj, som jeg jo køber straks og sender hjem til mine børnebørn. 
Når jeg er her, så skal jeg også helst hen i Domkirken, og jeg skal også hen i klosterhaven og se den lille urtehave, jeg elsker alle tingene, og jeg oplever alting.
Når vi endelig har en 'overliggerdag', som det nu hedder, så er det vidunderligt at ha’ den her, fordi det ikke på den måde "bare" er et hotelværelse. På Palads Hotel er der i de fleste rum et lille køkken med køleskab og to varmeplader, og så er der gryder og pander og grej, du kan lave en kop kaffe eller the, eller du kan også gå ned og købe dig en bakke æg og lave dig et spejlæg.
Føler du dig rigtig hjemme her..?Ja, og det er jo det, vi ofte savner. Derfor er det altså så vidunderligt at gå hen hos ostemanden eller fiskemanden og gå hjem her i det lille køkken. Så sidder vi og spiser natmad her oppe på vores rum, og det er jo også skønt at kunne stå op og sige 'jamen jeg har købt min yoghurt, den har jeg i mit køleskab', og så laver jeg mig et spejlæg. Det giver Palads Hotel mulighed for. 
Bruger du byen?Ja, det gør jeg, jeg tager ud til Hald Ege og går derude, fordi der er så skønt. Så ser jeg alt det der gamle og går på de der sjove stier og følger de gamle spor. Og så har I jo også en herlig kro derude (Niels Bugges Kro, red.). Og når man har været i Domkirken og set Skovgaards malerier (Skovgaard Museet, red.), så er der jo f.eks. Brygger Bauers Grotter, den der skægge kælder, hvor man kan gå ned og spise en æggekage, og hvor der løber en kanal. Det er et spændende sted at være.
Hvad synes du om naturen?Den er så skøn, jo, I har jo det hele. I har både gamle minder, gamle kulturer, og så har I sø og skov, - hvad vil man mer’? Man kan også gå rundt om Søndersø, det er en tur på ca. 6 km, og det kan man altså godt bruge, når man sidder i en bus i mange timer fra by til by, og har lyst til frisk luft og gå en god tur. I har sådan nogle gode søer, og det er jo heldigt at ligge et sted, hvor der er vand og skov ikk’? Træ og vand og luft, det er jo ikke dårlige elementer at være i, det er jo privilegeret at bo sådan, og så bor I jo i midten af de ting, kan man sige. Der er jo ikke langt til noget fra Viborg, vel?
 
Hvis du skulle bo her en uge med dine børnebørn, hvad skulle I så lave?Jamen så skulle vi bo her på Palads Hotel, ja det skulle vi, og så skulle vi jo så både i spapoolen, spabadekarret og i dampbadet og i brusenichen, som er så stor, at man kan være i hvert fald 3 derinde. Og så er der jo også video på værelset, det skulle vi også se, og så skulle vi ud og købe ind og lave mad i vores lille køkken. Vi skulle også rundt i alle forretningerne og se på alle tingene, og så skulle vi til Hald Ege og i Domkirken. Vi skulle hele turen igennem, det er også spændende at komme ned og se den lille kilde nede under jorden i Brygger Bauers Grotter. Ja, det kan jeg love dig, for det er jo spændende at sidde nede i de der hvælvinger, det er da ikke en almindelig restaurant, vel? Jeg holder meget af Jensens Bøfhus, fordi det er altså et utroligt glimrende sted, når man rejser så meget, som vi gør, så er det et så fint og stabilt sted, der er altid søde mennesker, og der er altid salat. Men til gengæld så har hver by jo også nogle specialer, og det er de specialer, man skal se, når man er i Viborg, så skal man gå i alle de special-ting, I har, som andre byer ikke har.