Missionshotellet i Viborg, Sct. Mathias Gade 5, blev etableret den 1. april 1935. Denne bygning har således fungeret som hotel i 85 år (2020) og er byens ældste hotel.

Den fornemme bygning blev oprindelig bygget i 1899 til et helt andet formål. Bygningen er tegnet af professor Hans Christian Amberg (1837-1919). Han var uddannet arkitekt og blev professor i 1894.

H.C. Amberg beskæftigede sig meget med restaureringer og søgte at bevare alt fra historisk værdi blandt andet Ribe Domkirke. Han opførte i 1908-10 spiret på Sct. Nikolaj Kirke for brygger Carl Jacobsen og genrejste selve kirken i 1915-17. I Viborg blev kan kendt for sine trappegavle ved blandt andet Karnapgården, Sct. Mathias Gade 9 og Sparekassens tilbygning Sct. Mathias Gade 51 i 1889. Endelig skal også nævnes Centralhotellet, hvis øverste arkitektur har flere lighedspunkter med Missionshotellet.

Den først ejer af Missionshotellet var Oskar Leonhardt, som sammen med sin hustru havde bestyret Missionshotellets Anneks, Vester Voldgade 89, København. Leonhardt deltog aktivt i ombygningen og indretning, som var ret omfattende, idet bygningen som nævnt var bygget til et helt andet formål.

Der skulle endvidere foretages en større udgravning til gårdsplads, idet den tidligere have lå en halv etage over stueplan. Gården blev cementeret til bilparkering, og der blev bygget garager til fire biler. Man kan stadig se niveauforskellen ved nabogrunden.

stueetagen, hvor der tidligere havde været kontor og lagerlokaler, blev indrettet til restaurant med bøgeparketgulv og tykke løbere, mens et noget større lokale, der lå i vinkel, var indrettet til privat brug for værten, men det kunne også benyttes til et mindre selskab eller et bestyrelsesmøde. Første og anden sal, som tidligere havde været beboelse, blev ændret til hotelværelser. Samtidig blev loftetagen taget i brug til en del mindre værelser, der til gengæld havde udsigt til Søndersø og Søndermølle.

Hotellet åbnede i tilslutning til Indre Mission, og betjeningen blev udført af unge damer. Der blev ikke modtaget drikkepenge på missionshoteller, som det var sædvane på alle andre hoteller og restauranter på den tid.

I marts 1935 blev Carl Rasmussen ansat som hotelportier. Han var opvokset på en gård i Hevring på Djursland og indledte sin løbebane ved landvæsenselev på godset Gedergaard på Falster. Senere blev han ansat på Nørager ved Ruds Vedby.

Imidlertid fik han lyst til at arbejde inden for hotelfaget og begyndte som hotelkarl på Missionshotellet i Esbjerg. Her var han i tre år, og i den periode lærte ahn sin senere hustru, der var servitrice, at kende. Derefter var Carl Rasmussen ansat på missionshotellerne i Tønder og Nykøbing Falster.

I 1935 blev Carl Rasmussen gift efter at have fået ansættelse på Missionshotellet i Viborg. Da han rykkede ind på det nyindrettede hotel, flød det med malerpotter, og håndværkerne var knap færdige, men efter 17 dage var alt klar til at modtage de første 20 gæster, som hotellet på det tidspunkt kunne rumme, og fra den første dag var alt optaget.

Carl Rasmussen opnåede at være ansat i tre hotelejers tid. Den nuværende ejer, Gerner Bach Nielsen, husker fra sin barndom Rasmussen, som han blev kaldt, han var godt til at underholde hotelejernes børn. Blandt andet lærte han Gerner at spille skak med det resultat, at Gerner opnåede at blive juniormester, og som 17-årig var han blandt de seks bedste juniorer i Danmark. Det var i den forbindelse, Gerner lærte at flytte brikker, og at man skal undgå at blive skakmat.

I foråret 1966 gik Carl Rasmussen på pension, man han vedblev jævnlig at komme på hotellet, som var blevet en væsentlig del af hans liv. Den 10. juni 1971 døde Carl Rasmussen, 67 år.

Hotellets beliggenhed viste sig at være god midt i byen tæt ved banegården og på et befærdet strøg. Den fornemme hvidkalkede facade fangede let de til rejsendes opmærksomhed, og allerede året efter åbningen besluttede Oskar Leonhardt at udvide hotellet med en fløj i gården.

Missionshotellerne blev i meget stor udstrækning benyttet af de mange handelsrejsende, der var på den tid.

Desværre oplevede Oskar Leonhardt i begyndelsen af 1944, at hotellet blev beslaglagt af besættelsesstyrkerne til indkvartering af kvindeligt personale. Den 9. maj 1945 rykkede de sidste tyske kvinder ud af Missionshotellet, efter at have været beslaglagt i over et år. Heldigvis var møbler, sengetøj og service ikke stjålet som på Hotel Phønix, hvor alt var stjålet, lige fra senge og møbler til dækketøj og service.

Det var Leonhardts hensigt at genåbne hotellet den 1. juni 1956, men det endte med, at han solgte til proprietær Henrik Madsen, Brabrand, til overtagelse den 1. august 1945.

Henrik Madsen var født i Viskum Skov som søn af skovfoged Søren Amdi Madsen. Han blev uddannet som delingsfører på Ollerup Gymnastikhøjskole og var senere på Asmildkloster Landbrugsskole. En overgang var Henrik Madsen assistent på et hjem for adfærdsvanskelige drenge, og under et kursusophold på Løngangstrædes Missionshotel i Kæbenhavn traf han sin senere hustru Mimi (Martha Marie). Hun var smørrebrødsjomfru på Hotel Nyborg Strand. De blev gift i 1929 og overtog derefter jobbet som forstanderpar på et hjem for hjemløse mænd i Hoptrup, til han i 1942 købte en landbrugsejendom på et par hundrede tønder land mellem Tinglev og Tønder. I 1944 flyttede han til gården Rodelund i nærheden ag Galten, men på grund ag gigtfeber måtte Henrik Madsen forlade landbruget og flytte til Brabrand, hvorfra han kom til Viborg.